Boligejere får nu adgang til en helt ny form for rådgivning i WTW. Det er nemlig ikke kun opsparingen, der er vigtig for at have en sund økonomi – den gæld, der er stiftet i forbindelse med et boligkøb, skal også plejes, hvis man vil passe godt på sin økonomi og undgå at betale mere for sit realkreditlån end højst nødvendigt.
»Realkreditovervågning er vores nyeste produkt inden for privatøkonomisk rådgivning. Vi har udviklet produktet i samarbejde med vores strategiske samarbejdspartner Konsilium21, der i forvejen yder uvildig privatøkonomisk rådgivning til vores kunder – blandt andet via firmakonceptet Financial Wellbeing. Lanceringen af realkreditovervågning er en naturlig del af vores udvikling og vores ambition om, at uvildig rådgivning om privatøkonomi skal være tilgængelig for alle danskere i alle indkomstgrupper,« siger Allan Garde, der er Executive Director og ansvarlig for WTW’s tilbud til private kunder.
WTW har udviklet realkreditovervågningsværktøjet, mens Konsilium21 står for den uvildige sparring og rådgivning om omlægning og konvertering af lån.
Renterne svinger hele tiden, og derfor er både timing og den rette strategi vigtig for at sikre, at det er økonomisk fordelagtigt at omlægge sit realkreditlån. Realkreditspecialist og økonomisk rådgiver Susan Varnild Jensen fra Konsilium21, der rådgiver WTW’s kunder med realkreditlån, oplever, at mange kunder bliver overraskede over, hvor stor en betydning det kan have for deres privatøkonomi at handle på bevægelserne på rentemarkedet.
“Med de rette strategier og den rette timing kan renteændringer udnyttes til at reducere restgæld eller den månedlige ydelse betydeligt.”
Susan Varnild Jensen | Realkreditspecialist, Konsilium21
»Mange bliver overraskede, når vi fortæller, at man kan tjene penge på sit lån, både når renten stiger og falder. De synes, at det lyder mærkeligt, at en stigende rente kan være positivt for en omlægning, og at det kan betale sig at omlægge sit lån på 1 procent til et nyt lån på 4 eller 5 procent. Men med de rette strategier og den rette timing kan renteændringer udnyttes til at reducere restgæld eller den månedlige ydelse betydeligt,« siger Susan Varnild Jensen.
Løbende overvågning og omlægning af realkreditlån er en måde at optimere sin økonomi generelt og en metode til at finde finansiering til det, man drømmer om.
»Jeg har lige hjulpet et par, der ønskede sig et nyt køkken og derfor havde brug for at låne 200.000 kroner. Vi har over noget tid overvåget deres 5-procents-realkreditlån på 3,2 millioner kroner med afdrag og fandt så en god timing i forhold til at opsige lånet og i forhold til at omlægge til lavere rente. De har nu nedkonverteret til et 4-procents-realkreditlån med afdrag og uændret løbetid, og samtidig med den ekstra belåning har de opnået en månedlig besparelse på 350 kroner efter skat,« siger Susan Varnild Jensen.
Hun pointerer, at det er vigtigt, at der ved en nedkonvertering som denne tages højde for udgifter til indfrielse af det eksisterende lån, og at der er fokus på, at kursen på det nye lån er så tæt på kurs 100 som muligt.
Realkreditovervågning fungerer som en abonnementsordning, hvor kundens realkreditlån bliver overvåget hver dag, og hvor der løbende bliver foretaget en vurdering af, om markedet giver anledning til at foretage ændringer af realkreditlånet.
»Jeg oplever, at kunderne bliver lettede, når de har fået sat overvågning af deres realkreditlån i gang. De er glade for, at de ikke længere selv skal tænke på og kunne overskue, om de har taget den rigtige beslutning om deres realkreditlån,« siger Susan Varnild Jensen.
Med løbende realkreditovervågning får man som kunde direkte besked, når markedet ændrer sig, og der opstår en mulighed for at opnå konkrete besparelser ved at omlægge et eller flere af sine lån.
Læs mere om realkreditovervågning
| Titel | Filtype | Filstørrelse |
|---|---|---|
| WTW now offers mortgage monitoring for homeowners | .3 MB |