DANMARK, 30. januar 2025 - Det kan være en kompleks og dyr affære at forsikre sig mod rådgiverfejl i byggeriet. I dag forsikres risikoen enten via den tekniske rådgivers egen løbende ansvarsforsikring eller en projektansvarsforsikring, der som navnet indikerer etableres specifikt for et bestemt projekt.
Projektansvarsforsikringerne er dog steget voldsomt i pris de senere år, og da der er meget få forsikringsselskaber som tilbyder produktet, er der ikke udsigt til at dette vil ændre sig via en naturlig konkurrence selskaberne imellem.
Alternativet til den dyre projektansvarsforsikring er at forsikre sig mod rådgiverfejl i projektet via rådgivers løbende ansvarsforsikring.
Bygherren kan dog have problemer med denne løsning, eftersom forsikringssummen under de løbende ansvarsforsikringer ofte er begrænset, og fordi forsikringen ikke dækker et bestemt projekt, men alle rådgivernes forskellige aktiviteter.
”Forsikringen risikerer således at være belastet af krav fra andre projekter, og derfor er det ikke sikkert, at den resterende forsikringssum er stor nok til at dække bygherrens tab – og det efterlader bygherren med en ukendt, ofte betydelig og ikke mindst uønsket eksponering. I værste fald kan rådgiveren være gået konkurs, og så er der ingen dækning at hente for bygherren i årene efter konkursen, fordi rådgiverens årlige ansvarsforsikring af åbenlyse årsager så ikke betales og dermed ikke fornys,” siger Lene Pedersen, der er Practice Lead for PI & Claims i WTW.
WTW har udviklet et nyt forsikringsprodukt, kaldet PI+, der adresserer de bekymringer bygherren kan have i forhold til at ”nøjes” med rådgivernes løbende ansvarsforsikringer.
Med PI+ får bygherren en forsikring, der ligesom projektansvarsforsikringen, er dedikeret projektet og som gælder for hele projektperioden. Forsikringen dækker som udgangspunkt de dele af bygherrens tab som følge af en erstatningspådragende rådgiverfejl, som ikke dækkes af rådgiverens løbende ansvarsforsikring.
Det gælder ikke mindst, når dækningssummen er opbrugt helt eller delvist, når forsikringssummen er lavere end bygherrens samlede tab, eller forsikringen ikke er fornyet på grund af økonomiske udfordringer hos rådgiveren mv.
En klassisk projektansvarsforsikring koster hurtigt 10-15% eller mere af rådgiverhonoraret. PI+ fra WTW koster mindre end halvdelen og er derfor et meget attraktivt alternativ.
”PI+ er ikke en erstatning for projektansvarsforsikringerne, som i meget store eller komplicerede byggeprojekter, stadig kan være relevant. Men hvis man som bygherre ønsker at begrænse sin risiko i forhold til rådgiverfejl bedre end den sikkerhed, som opnås via rådgiverens løbende ansvarsforsikring, er PI+ en attraktiv og noget billigere løsning end projektansvarsforsikringen,” siger Lene Pedersen.
PI+ forsikringen etableres på basis af de samme oplysninger, som kræves ved etablering af projektansvarsforsikring, samt i tillæg hertil oplysninger om rådgiverens ansvarsforsikring samt aftalte ansvarsbegrænsninger.
Forsikringen etableres med en selvrisiko i niveauet 500.000 kr. til 1.000.000 kroner pr. skade. En selvrisiko som dog ”spises op” af udbetalinger fra rådgivernes løbende forsikringer.
Bygherren betaler således alene en ekstra selvrisiko under PI+ forsikringen, hvis erstatningsudbetalinger fra rådgivers løbende forsikring er mindre end selvrisikoen under PI+ forsikringen.
Hos WTW (NASDAQ: WTW) leverer vi datadrevne, indsigtsbaserede løsninger inden for områderne mennesker, risiko og kapital. Ved at udnytte det globale overblik og den lokale ekspertise hos vores kolleger, der betjener 140 lande og markeder, hjælper vi organisationer med at skærpe deres strategi, forbedre organisatorisk modstandsdygtighed, motivere deres arbejdsstyrke og maksimere performance.
Ved at stå skulder ved skulder med vores kunder afdækker vi muligheder for bæredygtig succes – og giver perspektiv, der bevæger dig.