Gå til primært indhold
Artikel

En ny virkelighed for udbud af firmapensionsordninger

Af Kristine Seest | 20. Oktober 2022

Virksomheder får behov for flere tilbud, når de fremover sender deres ordning i udbud i et pensionsmarked, der er under forandring.
N/A
N/A

Stiger priserne? Bliver forsikringsdækningerne bedre? Hvilke leverandører vil I anbefale? Siden Finanstilsynets bekendtgørelse om pensionsselskabernes prissætning af syge- og ulykkesforsikringer (SUL) trådte i kraft 1. januar 2022, har WTW oplevet en stigende interesse fra kunder, der ønsker viden og indsigt i de muligheder, der er forbundet med at adskille forsikringsprodukterne fra pensionsopsparingen – det der også omtales som ’unbundling’.

Når konkurrencen på pensionsmarkedet rykker sig, så er det klart, at vi får henvendelser fra kunderne.”

Lars Christensen | Co-CEO

»Når der sker ting, der rykker ved konkurrencen på pensionsmarkedet, så er det klart, at vi får henvendelser fra vores kunder. De er jo interesseret i at få de bedst mulige aftaler til deres virksomhed. Siden SUL-bekendtgørelsen trådte i kraft, har kunderne efterspurgt rådgivning om, hvad det vil betyde for dem at adskille forsikring og pension – og hvilke leverandører, vi eventuelt ville overveje at bringe i spil i et udbud,« siger co-CEO Lars Christensen, som er øverst ansvarlig for pensionsforretningen i WTW.

Finanstilsynet har indført bekendtgørelsen for at sikre økonomisk balance i pensionsselskabernes forretning for både forsikring og for pension.

Nye aktører og nye produkter

Virksomhederne har længe været vant til, at en firmapensionsordning både omfatter pension og forsikring, og de vil ifølge Lars Christensen sandsynligvis først komme til at mærke ændringerne i bekendtgørelsen, når de skal have deres ordning i udbud. Derfor kan fremtidens marked for firmaordninger komme til at se væsentligt anderledes ud end i dag.

»Markedet kommer sandsynligvis til at bestå af flere aktører, og det kan være både større og mindre danske og udenlandske aktører. Samtidig er det nærliggende at tro, at vi kommer til at se de store selskaber udvikle nye produkter for at tage konkurrencen op. Så det er alt andet end kedelige tider, vi går i møde,« siger Lars Christensen.

WTW er så småt begyndt at se prisændringer i markedet og forventer, at ændringerne kun er i den spæde start, og at der vil komme mere markante prisændringer.

»Som det ser ud nu, så er det min overbevisning, at konkurrencen vil betyde, at prisen på kapitalforvaltning finder sig et nyt og lavere leje. Pensionsselskaberne må drive deres forretning, som de ønsker, men nu er de blevet pålagt at skabe balance på den del, der har med syge- og ulykkesforsikringer at gøre, så vores fokus er på, om de giver rabatter på kapitalforvaltningen – og det begynder de at gøre nu,« siger Lars Christensen.

Virksomheder har øget fokus på unbundling

En undersøgelse af danske virksomheders kendskab og holdninger til forsikringer som et separat produkt adskilt fra pensionsordninger viser, at 59 procent af virksomhederne i udvalgte brancher er interesseret i at adskille forsikring og pension.

»59 procent er nok lidt højt sat, men vi ser en stigende interesse og opmærksomhed fra vores kunder. Administrationen af aftalerne er et centralt element, der holder virksomhederne tilbage. Virksomhedens eget lønkontor skal indtil videre manuelt sørge for det praktiske i at dele pengene imellem forskellige selskaber, og det er en barriere for nogle,« siger Lars Christensen.

WTW tilbyder uvildig rådgivning om pension og følger tæt udviklingen på pensionsmarkedet for at sikre, at der til hver en tid kan skabes gennemsigtighed for kunderne.

Download
Titel Filtype Filstørrelse
A new reality for the tender of company pension schemes PDF .2 MB
Forfatter

Kommunikationskonsulent
E-mail

Related content tags, list of links Artikel Denmark
Contact Us